Forleden var der et indslag om barfodsløb i DR’s “21 Søndag” – noget jeg så tilfældigt på DRs hjemmeside, da jeg skulle tjekke dagens TV-programmer. Indslaget triggede en del gamle minder frem, og jeg fandt pludselig ud af, hvor meget jeg egentlig savner at gå rundt på bare fødder og mærke jorden under mig.
Og jeg tror de fleste kan nikke genkendende til den følelse – altså minderne om hvor dejligt det føles at gå barfodet på græs, eller på en sandstrand, eller på en skovsti… Men omvendt kan det dog også være ganske smerteligt at komme til at træde på skarpe sten eller gå på brændende varm asfalt.
Da jeg var barn, gik jeg stort set altid om sommeren på bare fødder. Og også langt oppe til ungdomsårene. Men af en eller anden mærkelig grund er det ikke så acceptabelt at gå barfodet som voksen. Er du ikke længere teenager, og tripper du rundt i byen med bare tæer, så betragtes du som en særling. Så det holdte jeg så også op med. (Dog går jeg stadigvæk næsten altid barfodet herhjemme).
Nåh, tilbage til indslaget om barfodsløb: Nu er jeg ikke noget løbemenneske, men er ret glad for forskellige former for gangmotion i stedet for. Derfor er det nærmere barfodsgang, eller måske decideret barfodsvandring med længere ture, der vil være mere noget for mig.
En delt glæde er en dobbelt glæde, så hvorfor ikke invitere folk med på en barfodsgåtur!
Man skal gå fra tanke til handling – hvis man altså vil opnå noget – så jeg satte som mål at finde og kortlægge den perfekte barfodssti på Amager Fælled, som vi jo bor lige ved siden af.
Først gennem betonflisebelægningen omkring vores hus (glat, men lidt hårdt at gå på), lidt græsplæne mellem og DR Byen og Metrostationen (dejlig blødt), over asfaltvejen (varmt og grumset) til fælledens grusvej (små sten stikker), og så videre til en sti med jordbund (varmt og blødt) og en lille pause ved kanalen (vådt og køligt, men meget forfriskende)…
Og da jeg har en dårlig tendens til ikke at kende mine grænser, så havnede jeg til sidst, på trods min mands advarsler, midt i et vildvoksende buskads og skovområde, der jeg nok burde have undgået. Og det endte så som forventet: jeg trådte på noget, der senere viste sig at være en torn, som havde knækket og boret sig ind i fodsålen. Temmelig irriterende og meget svært at få pillet væk.
Bortset tornen, var det en dejlig tur – og konklusionen er, at der er mange stier og områder på Amager Fælled, hvor man med fordel kan færdes barfodet.
Det næste skidt er så at finde et passende tidspunkt for en gruppegåtur, og så se om der er nogen der vil med.