En mand med en stor sæk er i gang med flaskeautomaten. Der er udfordringer med maskinen der stopper og bipper med jævne mellemrum. Jeg venter tålmodigt. Køen begynder at dannes. Folk cirkulerer i nærheden med nogle tomme flasker og dåser i indkøbskurvene, kigger efter hvordan køen udvikler sig – indtil de til sidst giver op og smutter videre.
Endelig er manden med sækken færdig. Nu er det min tur at stå på det klistrede gulv og proppe dåser i maskinen. Biip biip biip… FEJL!
Venter. Venter. Venter. Jeg trykker på hjælp-knappen. Venter. Venter. Trykker et par gange igen. Venter.
To tydeligvis irriterede ekspedienter dukker op. “Det nytter ikke at blive ved med at trykke på knappen!!!”, bliver jeg belært. Puha. Undskyld.
Maskinen kører igen. Den sluger en af dåserne uden at registrere pant. Jeg orker ikke at gøre noget ved det, især da der står folk bag mig og venter på deres tur. Jeg vil bare blive færdig så hurtigt som muligt.
Træt, udskældt og 1 krone fattigere tænker jeg: Ja, det er da også dumt at aflevere sine pantdåser i butikken. Det er nemmere at smide dem i skrald, og manden med sækken skal nok pille dem op fra skraldespanden.
I forbindelse med mit arbejde, hvor jeg passer forskellige gårdanlæg, møder jeg jævnligt pantsamlere. Der smides så mange pantdåser og pantflasker i skraldet, at det kan betale sig for samlerne at komme forbi byens baggårde flere gange om dagen for at rode efter pant i skraldespandene.
Og hvad er der så galt i det, kan man spørge? Pantemballagen bliver pillet op og ender så jo med at blive genanvendt som det er tænkt. Man slipper selv for at stå i flaskeautomatkøen, og de fattige kan tjene penge?
For det første, så er det altså ikke alt der bliver pillet op. På trods at Dansk Retursystem (der står for styringen af pantsystemet) kan prale med 92% genanvendelsesrate, er det manglende 8% altså lige med hele 125 millioner dåser og flasker, der årligt forsvinder i affaldet. Så husk i det mindste at sortere korrekt: dåser til metal, flasker hhv til glas eller plast!
For det andet, så er der en temmelig alvorlig sundhedsrisiko. Restaffald, hvor det meste pant jo ender i, er affald der er vurderet værende så uhygiejnisk at det ikke kan genanvendes. Man skal altså ikke rode rundt i de beholdere. Og det er bestemt ikke smart, at der pilles noget op derfra for derefter blive taget hen i en butik der sælger fødevarer.
For det tredje, er der et socialt problem. Vi har i praksis allerede accepteret og normaliseret det, at der er mennesker i vores “velfærdssamfund” der bor ude på gaden og lever af at finde pant i andres beskidte affald. Det er heller ikke alle pantsamlere der kan betragtes som fredelige – jeg møder jævnligt dem der ødelægger porte for at få adgang, og spreder affald når de tømmer affaldsbeholdere.
Når det er sagt, så er det også vigtigt at understrege, at der er naturligvis grundlæggende intet galt i at man samler og afleverer forladte pantflasker. Tværtimod – det er jo meget prisværdigt at man rydder op efter andres sløseri.
Jeg forstår dog egentlig udmærket, hvorfor mange vælger skraldespanden frem for flaskeautomaten. Når jeg selv skal på indkøb, er det heller ikke kun indkøbslisten jeg skal tænke på – jeg også tage stilling til om jeg lige denne gang nu også orker at aflevere pantdåserne.
Der kan være udsigt til at man skal stå og vente i kø. Flaskeautomaten er måske – igen – i stykker. Eller det kan være at automaten og dens omgivelserne er så beskidte og ulækre, at man simpelthen ikke har lyst til at bruge den.
I mange tilfælde er flaskeautomaterne ovenikøbet placeret i et separat rum, som kan ligge temmelig langt fra butikkens indgang (noget der i øvrigt ofte er brud på de gældende regler). Jeg har flere gange oplevet at lede efter flaskeautomaten inde i en butik, og så fået en besked fra personalet at den ligger ude i gaden bag hjørnet.
Flaskeautomaterne ser også ud til at være forbavsende ofte ude af funktion. Så ofte, at man kunne nemt få den mistanke, at nogle butikker med vilje undlader at reparere dem. Eller i hvert fald ikke ligefrem skynder for at få det gjort.
Det som mange ikke ved (men som butikkerne selv udmærket ved, men undlader at fortælle) er, at butikker der sælger drikkevarer med pant, er også forpligtet til at modtage flasker og dåser med pant. Og det gælder om flaskeautomaten så virker eller ej. Er automaten ude af funktion, så skal butikken tælle pant manuelt. Punktum!
I nogle tilfælde er det en nem sag, hvor man bare henvender man sig personalet, som så tæller og udbetaler pant uden problemer. Men alt for ofte skal man desværre være temmelig insisterende og klar til længere diskussion for at få sin ret.
Her nogle af mine egne oplevelser:
Netto: Automaten ude af funktion. Personalet har tilsyneladende ikke tid til at gøre noget, og kender heller ikke rigtig reglerne. Efter en snak i telefonen med en chef, indvilliges der at tælle pant manuelt. En kasseassistent får opgaven, og der informeres højlydt til folk der stå i kø til kassen, nu skal alle vente ekstra på grund af mig. (Bonusinfo! Netto fortæller i øvrigt at de pantflasker de modtager manuelt, smider de bare i skrald).
Q-Fakta: Automaten ude af funktion. Ekspedienten nægter at modtage pantdåser manuel. Butikchef bliver indkaldt. Butikchefen erkender at ifølge reglerne skal de tælle pant manuelt, men siger at hun er ligeglad, og nægter så at gøre det da de har vigtigere ting at tage sig af.
Føtex: Automaten ude af funktion. Efter nogen diskussion med personalet, indvilliges der at tælle pant manuelt. Mens det foregår bliver jeg belært om at de kun gør det for at være flinke, og at det er den eneste og sidste gang de vil gøre det.
SuperBrugsen: Automaten ude af funktion, og med et skilt hvor der står at flaskerne skal afleveres til Fakta i stedet for. Inde i butikken skælder ekspedienten mig ud fordi jeg kommer ind med “beskidte flasker”, og spørger “om jeg ikke kan læse”. Efter nogen diskussion tælles pant manuelt, dog meget meget modvilligt.
Og så videre…
Men det mest triste fortælling, og noget der gjorde mig rasende, handler om vores underbo – en gammel gangbesværede dame – som fortalte mig, hvordan vores lokale Netto (den nærmeste butik) havde flaskeautomaten lukket. Hun havde slæbt sine pantflasker hen til butikken i sin lille rulletaske, blevet afvist og fået besked på at prøve i en anden butik, og måtte så slæbe pantflaskerne hjem igen, da de andre butikker lå længere væk end hvad hun kan gå. Skam dig Netto!!!
Oplever du problemer med pant – fx med at butikken nægter at tælle pant manuelt når flaskeautomaten er ude af funktion, så anmeld butikken til Dansk Retursystem (samt en kopi til den pågældende butik). Deres kontaktinformationer findes på www.danskretursystem.dk
Det behøver ikke være nogen længere beretning, men bare en kort beskrivelse om hvad der er sket, hvornår og hvilken butik det drejer det sig om. Du kan eventuel bruge denne “skabelon”:
Butik XXX nægter at modtage pantflasker
Kære Dansk Retursystem, [cc: Butik XXX]
Den xx.xx.2022 havde jeg en kedelig oplevelse med Butik XXX, adresse xxx, der nægtede at modtage pantflasker.
Flaskeautomaten var ude af funktion, så jeg henvendte mig til personalet for at aflevere mine pantflasker manuelt. Det kunne ikke lade sig at gøre, og jeg blev bare henvist til at prøve i en anden butik.
Vejledningen på Dansk Retursystems hjemmeside er meget klar: “Hvis en flaskeautomat er ude af drift, skal butikken udbetale panten manuelt.” Men hvad kan man gøre, når det ikke overholdes?
Hilsen
XXXXXXXX
tlf/kontaktinfo XXXX
Jeg er selvfølgeligt klar over, at butikker med flaskeautomatproblemer er ofte dem, der i urimelig grad er belastet af pantsamlerne – dvs at de konstant skal modtage og håndtere mange gange flere pantflasker end de selv sælger. Men det er heller ikke rimeligt, at problemet og ansvaret skubbes videre til kunderne.
I den sidste ende er butikkerne selv med til at forværre problemet ved at gøre det besværligt for de almindelige handlende at aflevere deres få (og rene!) pantflasker. I stedet ender flaskerne så en tur gennem affaldet først, og kommer til butikken smurt ind i diverse uhumskheder, hvorefter de så klistrer fast og stopper flaskeautomaten.
Links
- Dansk Retursystem: Har du spørgsmål om pant?
danskretursystem.dk/om-pant/har-du-spoergsmaal-om-pant/ - Bekendtgørelse om pant på og indsamling m.v. af emballager til visse drikkevarer
www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1787 - Wikipedia: Flaskepant
da.wikipedia.org/wiki/Flaskepant