I år kom Vadehavet på UNESCOs Verdensarvsliste over naturarv. Noget der blev nævnt i aviserne, og noget der sammen med gode vejudsigter var medvirkede til at rejsen gik til det sydlige Jylland. I forvejen, i løbet af vinteren og foråret, havde vi planlagt at besøge bare “en eller anden del” af det dejlige sommer-Danmark, altså uden at fastsætte noget bestemte mål.
Så Syd-/Sønderjylland blev det til. En kort ferie på 5 dage (19-23. juli), og en rute der fulgte løst på “Margueritruten” som jo viser vejen igennem Danmarks skønneste steder. Og da naturen var det overordnet tema, undgik vi byerne for det meste, eller lavede bare en hurtig stop for at se og opleve nogle af de “vigtigste” attraktioner.
Jeg har jo selv boet i Jylland (i Jelling), så en del kendskab til det jyske havde jeg allerede. Men det er mange år siden, og man oplever tingene en anden måde når man rejser rundt som en turist. For Tate var det sydlige Jylland en ny oplevelse.
LØRDAG
Vi hentede bilen lørdag morgen, og satte snuden mod vest. Tværs gennem Sjælland, over Storebæltsbroen (skide irriterende at skulle betale for at komme over – der burde være mulighed for fri bevægelighed indenfor landets grænser!), holde i kø gennem det meste af Fyn, og endelig over Lillebælt og slutdestination Kolding.
Vores hotel – Hotel Koldingfjord – lå et dejligt sted lidt udenfor Kolding centrum. Og som navnet antyder, lige ved fjorden, og med en flot udsigt over vandet og omringet af skov.
Det første dag gik mest med at bare slappe af. En hurtig indkøbstur til en nærliggende købmand, en gåtur gennem skoven, ligge lidt ved stranden, og til sidst aftensmad efterfulgt af ren afslapning og at lave ingenting. Der var simpelthen ikke kræfter til at opleve selve Kolding by og i det lokale kulturliv.
Lidt socialt samvær blev det dog til. Tates kollega Janne var sammen med veninden Lillian på det samme hotel. Og faktisk var det dem, der var grunden til vi endte netop derhen, da de gav os tippet om stedet 🙂
SØNDAG
Morgenmad ude på terrassen, med solskin og flot udsigt over fjorden.
Og så gik turen mod syd.
Skamlingsbanken med sine 113 meter over havets overflade er vel Sønderjyllands højeste punkt. Udover den flotte udsigt over landskabet og havet, har stedet historisk betydning – noget der er nok lidt for kompliceret at komme nærmere ind her, men drejer sig kort fortalt om dansk identitet og sprog i et tidspunkt hvor området var under tysk herredømme.
Christiansfeld, en lille by med knap 3.000 indbyggere, nævnes som Europas smukkeste Brødremenighedsby. Og hvad er Brødremenighed så for noget?? Det er en evangelisk broderskab med byer og menigheder i mange lande. Det særlige ved Christiansfeld er så det, at hele bykærnen blev bygget på en gang (1773-1812), og ikke gradvist og tilfældigt som det ellers ofte sker når nye byer bliver til.
Christiansfeld er med på den danske tentativliste til optagelse på UNESCOs Verdensarvsliste, og der gøres forhåbninger i byen om at snart komme på den endelige liste. Ansøgningen er i hvert fald sendt.
Vi gjorde et kort stop i byen, gik lidt rundt og kiggede på bygninger. Måske var tidspunktet ikke det helt rigtige (søndag formiddag, hedebølge, tissetræng og igangværende omfattende vejarbejde i byen), da stedet virkede ret dødt og forladt.
Dog mange smukke detaljer, pænt og rent, og dejlig rolig stemning. Så jeg er nok nød til at give den en ny chance, hvis man nu skulle komme i de kanter en anden gang.
Besøget i Haderslev blev også kort. Ultra kort. Det hvad vi havde på fokus, var nogle interessante byggerier med grønne tage. Ja, der bliver altså tænkt og bygget grønt også i provinsen 🙂
Byen har sikkert også en hel masse andet at tilbyde, og virker på en måde meget indbydende når man kører gennem centrum på sådan en smuk sommerdag. Men tiden var desværre knap.
Gråstenskovene er et område på 700 hektar med smukke gamle skove, som har fået lov til at være nogenlunde i fred siden middelalderen, hvad betyder vildt og varieret landskab med masser af plante- og dyreliv. Skovene er statsejede og administreres af Skov- og Naturstyrelsen, noget der forhåbentlig sikrer at de bliver stående mange år endnu.
Vi koncentrerede os på den midterste af skovene der kaldes Dyrehaven. Jeg havde allerede hjemmefra printet et kort over nogle af skovens specielle træer. Desværre viste det sig at mange af de gamle træer var væltet, og tilsyneladende allerede lang tid siden, så jeg vil opfordre Naturstyrelsen til at opdatere kortet!
Ved skovene ligger Gråsten Slot, hvor der siges at være en smuk slotspark. Den oplevelse måtte vi dog undvære pga kongeligt besøg i Gråsten, dvs parken var lukket. Tilgengæld kunne vi så opleve en by der var totalt dækket med Dannebrog.
Næste stop blev nationalsymbolet Dybbøl Mølle. Og lige ved lukketiden, så det bliv kun et kort kig ind i møllen (hvor der er et museum og en souvenirbutik).
Dagens sidste besøgsmål blev Sønderjyllands største by, Sønderborg. En smuk by, der er skåret i to dele af Alssund.
Som den sidste på programmet var der lidt mere tid til at kigge rundt. Først til stranden (Tate er lidt af en vandhund), så en gåtur i byen og på havnen, og så lidt indkøb til sidst.
Og så gik turen – via motorvejen – tilbage til Kolding.
MANDAG
Mandag morgen, efter morgenmaden, sagde vi farvel til Hotel Koldingfjord. Næste to nætter skulle vi så være i et andet sted henne.
Dagens første destination var Ribe – Danmark ældste by, og anbefalelsesværdig rejsemål for alle med interesse for gamle bygninger og glemte tider. Eller egentlig vil et besøg i Ribe gøre godt for alle uanset interesserne, altså som en slags dannelsesrejse i dansk historie.
For mig blev det så anden gang jeg var i Ribe. Det første besøg var dog så mange år siden, at jeg ikke huskede ret meget. Og så har byen jo vokset og ændret sig – altså udenfor det gamle bykærne – temmelig meget siden sidst.
Vadehavet og Mandø var så det næste. Turen til øen foregår via en ca 5 km lang grusvej, der af og til bliver oversvømmet af havet. Man kan godt køre selv, hvis man kender tidevandet og er ikke alt for øm for sin bil. Vi valgte dog at parkere bilen på fastlandet og tage Mandøbussen, en traktorbus der transporterer turister og ting til øen.
Mandø er omringet af et dige; næsten som en fæstning. Der er en stor forskel i landskabet inden- og udenfor diget. Inde på øen er der marker og lidt træer, og sandklitter ved vestkysten. Mens straks på den anden side af diget er der kun fladt marskland og vade.
Dagens sidste destination så at køre til Ballum ved Bredebro – nærmere betegnet Hotel Ballumhus, hvor vi så skulle være de næste to nætter.
Og igen blev vi påmindet om at man skal lige huske at slå adresserne op et mere detaljeret kort, eller bruge de moderne hjælpemidler (jeg har jo GPS i mobilen – den skal bare tændes!), og ikke bare gøre sig nogle formodninger. Så det blev lidt af en unødig omvej igennem byen og diverse forvirring før vi fandt frem til hotellet.
Hotel Ballumhus var et hyggeligt motel-type hotel, altså værelserne med egen indgang og mulighed for at parkere bilen lige udenfor døren. På bagsiden var der udsigt til en mark – og nogle får, der gik næsten lige bag vinduet. Selve hovedbygningen, hvor receptionen var, lignede dog mere som et almindelige hotel eller måske nærmere en kro.
Om aftenen gik vi en tur til stranden (et par km fra hotellet), sad og fulgte tidevandets skift, og nød den smukke solnedgang over Vadehavet.
TIRSDAG
Løgumkloster – en lille og stille by – er kendt for sit middelalderkirke/-kloster, samt det noget nyere refugium hvor nutidens munke kan søge efter den indre ro og fordybelse.
Tønder by blev bare en kort bemærkning; en køretur igennem.
Den idylliske Møgeltønder med Schackenborg Slot var meget stille, og virkede på en måde lukket og forladt. Om det skyldes det royale fraflytning her for nyligt, eller noget helt andet, ved jeg så ikke. Men det var meget tydeligt at byen hang tæt sammen slottet, og byens indentitet var tæt forbundet med livet i slottet.
Jeg håber at den nystiftede Schackenborg Fonden åbner slottet op – det kunne jo blive til et flot hotel – og tiltrækker så igen turister til byen.
Nu stod slottet bare med lukkede gitterporte og et par sølle turister der prøvede at kigge gennem dem. Og med en lidt forsømt slotspark på den anden side af vejen.
Næste stop blev Rudbøl, der ligger lige ved den tyske grænse, med Rosenkranz på den anden side. Oprindelige har det så været én by, som så blev delt i to da Slesvig i 1920 blev delt mellem Danmark og Tyskland.
Grænsen er svær at opdage. Noget der måske skyldes at grænsen løber langs vejen (i stedet for tværs vejen), så det er svært at se hvornår man er i Danmark og hvornår man er i Tyskland.
Køretur gennem Højer og lidt hurtig indkøb, og en afstikker til Højer Slusen og Vidåslusen.
Hjem til hotellet i Ballum for at spise og hvile.
Om eftermiddag gik turen så til Rømø, hvortil vejen går via den 9 km lang Rømødæmning der forbinder øen med fastlandet.
Og ved dæmningen kunne vi igen opleve vaden; faktisk endnu mere end ved Mandø. Kilometer efter kilometer med fladt blottede havbund, med mudder og sand, og lidt kveller strittende op hist og her.
Landet på Rømø er også forholdsvis fladt. Dog meget varierende landskabsmæssigt med marker, enge, græsdækkede klitter, fyrreskov og masser af sand. Og masser af turister.
Første længere stop blev på Lakolk stranden (Tate skulle jo i vandet). En kæmpestor sandstrand, som her ved ebbe var endnu større. Sand i alle retninger, så langt man kunne se. Og også her kunne man tydelig mærke at Rømø er en populær feriedestination; masser af mennesker og biler alle vegne. Dog var stranden så stor, at der var god plads alligevel.
En gåtur på strandpromenaden ved Rømø havn, og så aftensmad i Havnebyen.
Og så til Ballum.
ONSDAG
Onsdag morgen gik turen så mod øst, nemlig hjem til København.